Min historie..

Hvis du kigger på billede over her, kan du så se at jeg var rigtigt syg der? Kan du se at jeg har en papegøje i hoved, en slange i maven og en abe på skulderen? Hvis du så mig på gaden ville du så tænkte 'Hende der, hun er syg!' for jeg var nemlig fanget i min egen hjerne, jeg lid af det mange piger og drenge lider nemlig spiseforstyrrelse, retter anoreksi ..

Det startede da jeg kom på efterskole i 8 klasse for jeg fra den ene dag til den anden dag skulle side og spise foran 100 mennesker, og alle dem jeg altid sad ved bor med, de kunne godt spille 2-3 tallerkner, og jeg kunne spise 1½ cirka, da de første kom med deres kommentar med 'Ej Zofia, pas nu på du ikke spiser for meget' og ' Ja du skal jo passe på du ikke bliver tykkere' og det var virkelig de små ord der startede hele helvede..

Min efterskole tid var et helvede, jeg gik sammen med en masse dejlige mennesker, men ligeså snart vi skulle spise, og det skulle vi altså 6 gange om dagen, gik det ned af bakke for mig, jeg begyndte at få angst for at spise, især foran andre, men jeg kunne jo heller ikke gå en hel dag uden at spise, og hvad ville de andre ikke tænke så! Så min daglig mad bestod af

En halv bolle til morgenmad.
Jeg sprang mellemmåltidet over.
Lidt salat og lidt kylling til frokorts.
Igen sprang jeg millemåltidet over.
Og til aftensmad, gik jeg tit på tanken og købte et Kinder æg.
Efter aftensmad fik vi nogle gange kage eller andet godt, det sprang jeg normalt også over.

For et år siden, var det virkelig slemt .. Jeg var med min gamle 10 klasse på klasse tur i Spanien i en uge, der var vel 30-37 grader, og jeg næsten nægtede at spise noget, jeg drak en masse vand, men jeg ville ikke spise deres mad, ikke fordi jeg ikke kunne lide det, heller ikke fordi jeg synes det var klamt, men fordi jeg var klam.. Jeg følte mig så klam når jeg bare tænkte på mad.
Og som de fleste der ikke får mad, så bliver de sure og trælse, det gør jeg også .. Og jeg blev så sur og gal at en fra min klasse havde spurgt min lærer om jeg havde taget mine piller, for han troede jeg fik piller for vrede, der gik det op for mig, at jeg var langt ude..

I dag går det bedre, jeg er kommet op på normalt vægt, med hjælp fra en masse samtaler med min læge, men jeg har det stadig svært med at spise foran folk, og nogle dage spiser jeg stadig ikke andet ind en gulerod..
Men det har jeg været det hårdeste i de her 4 år, det har at jeg ikke har kunne snakke med min familie om det, for i min mors hoved, har jeg faktisk aldrig været syg.