Min historie af Isabel

Det var sådan en mærkelig morgen… Jeg vågnede til lyden af en sms fra min lillebror. Ham og min mor havde lige været på besøg hos mig i små seks dage, da jeg til dagligt bor i Aalborg og de i Brøndby Strand. Det var midt juli, nærmere den 16. Og de var dagen forinden taget tilbage til det sjællandske. I beskeden spurgte han efter en af mine kammeraters numre. En smule mærkeligt men okay, min kammerat havde haft lånt noget tøj af min bror en af dagene i ugen. Han skulle nok bare have det igen? Jeg svarede hurtigt og smed mig på puden igen, nåede lige akkurat at falde hen da telefonen nu ringede – højlydt. Opkald fra min mor. Hvad lavede hun oppe nu? Min mor er glad for at sove længe, så det var lidt mærkeligt, at hun ringede lidt over ni om morgenen…. ”Hej mor?”.. ”Isabel…” – min mor havde gråd i stemmen. Min mor græder aldrig… Aldrig. ”Din far er afgået ved døden her til morgen. Det gør så ondt at måtte sige det sådan her” Alt stoppede. Alt. Tid. Vejrtrækning. Organer. Alt. Jeg havde lige nået at rejse mig fra sengen idet min mor havde sagt mit navn. Jeg kunne fornemme der var noget galt. For min mor græder aldrig. Jeg knækkede fuldkommen sammen. Bogstaveligt talt. Mine ben kunne ikke bære mig. Jeg skreg så højt da jeg ramte gulvet. Skreg som jeg aldrig har skreget før. Og så kom tårerne. Mit hoved forstod ingenting de første sekunder, men det gjorde min krop tydeligvis. Jeg kan huske jeg blev ved med at skrige: ”Det er ikke sandt! DET ER IKKE SANDT! NEJ MOR! NEJ!” – og min mor græd. Så højlydt. Min bror græd i baggrunden. Hvad var der sket? De havde fundet ham i går aftes. Han var faldet på badeværelsesgulvet og kunne ikke komme op. ”For fanden Allan” – jeg kan hører min mor så tydeligt for mig. Min far var faldet en del på det sidste, men kunne altid komme op. Men ikke denne gang… Måske en fraktur? Noget brækket? Min mor er sygeplejerske og kunne ikke fagligt vurdere, at der var noget decideret alvorligt galt. På skadestuen med ham. Der var klokken lidt over 23. Klokken 9 dør han. Små 10 timer. Jeg forstod ingenting – og jeg forstår det stadigvæk ikke den dag i dag. ”En blodprop i hjertet” var lægernes konklusion. Hjertet. Altid hjertet. Jeg havde det som om nogen havde flået hjertet ud af brystkassen på mig, og nu spyttede ned i mit åbne sår. Hvorfor?! Hvorfor mig?! Hvorfor nogen! Vi har stadig ingen konkrete svar på, hvad der er sket. Kun teorierne. Blodproppen måtte have opstået i benet og muligvis transporteret sig op til hjertet, idet min far kommer op fra gulvet. Så hurtigt. Så uretfærdigt. … Jeg ved at vi alle skal herfra. Det er det eneste vi kan vide os sikre på, når vi bliver født – at vi skal herfra igen. Min kære farmor har overlevet 4 sønner – 4 SØNNER! Hun har kun min faster tilbage… Min farmor er verdens stærkeste menneske.
Hun tror på, at Gud tager dem før os - fordi Gud ved hvem der kan klare tabet. Hvem der er stærk nok til at håndtere den store sorg. Min farmor er ikke religiøs. Ej heller er jeg selv. Men jeg synes ham Gud er uretfærdig – så helvedes uretfærdig. Der er nu gået 15 måneder – og jeg har stadig ikke fået sagt ordentligt farvel. Stadigvæk ikke tilgivet ham for at forsvinde så hurtigt – eller mig selv, fordi jeg ikke var der. Hvis min telefon den dag i dag ringer tidligt om morgenen, går min krop i stå. Jeg
kan endnu hører hans stemme for mig indeni – ”Heeej skatter!” For fanden far. Jeg savner dig.
Min far havde en yndlingssang. ”Gem Et Lille Smil” af Gustav Winckler. Og pludselig får ordene en helt anden betydning. ”Gem et lille smil til det blir gråvejr. Sol og glæde varer sjældent ved. Så det rart at kunne smile mens regnen siler ned” – Og Gustav har ret. Derfor har jeg nu fået foreviget hans vise ord på venstre underarm. Til ære for min far. Vi skal alle miste, og jeg tror aldrig det nogensinde bliver let. Men vi må huske på, at kæmpe videre – hvis ikke for os selv, så for dem vi har mistet. Vi er trods alt udvalgt til, at være de stærke. Og vi må bære den titel med ære og selvophøjelse. Vi skal gemme et lille smil til det blir gråvejr.

- Til minde om min far, Allan Michael Svenssen.

af Isabel Michèle Svenssen

Tak til Zofia og tresmåord.dk for at jeg måtte komme ud med disse ord.