Hundløs (k)ærlighed om savn.

 

Undskyld at i skulle have dette indlæg, jeg havde behov for at skrive mine tanker ned, og de blev så delt med jer, i må læse det eller lade vær, det er helt op til jer.

Jeg sidder her i mørket og høre 'Leaving On A Jet Plane' og græder stille for mig selv, for jeg savner dig .. Man skulle tro det var i går, du tog flyet væk fra mig, og jeg forstår slet ikke du er fløjet, når du ved jeg har brug for dig lige her, jeg har brug for en der siger, at det hele nok skal gå, og en jeg bare kan ringe til for at sige : Hej din skøre kælling' Men der er ingen telefon til hvor du er fløjet hen.

Et af de bedste minder jeg har fra da du var her, er da jeg lige havde lært en sang på min guitar, det lød af helvede til, jeg sang ikke alle de rigtige ord, men du synes jeg var fantastisk, bare fordi jeg kunne kigge på dig og smile imens jeg sang, du sad med tåre i øjende da jeg var færdig, og sagde jeg var fantastisk, og at rigtige kunster fik penge for at optræde og det skulle jeg også havde, jeg kan ikke huske hvor mange penge jeg fik, og det var jeg faktisk også ligeglad med, men jeg var overhoved ikke ligeglad med din mening om mig, for du havde altid ret.

Tænk at der er gået 7 år siden jeg sad i din stue og for aller føreste gang sang 'Leaving On A Jet Plane' for nogle overhoved, for du skulle være den føreste der hørte, min føreste sang på guitar, og jeg er stadig den dag i dag, glad for at det blev dig, og at det snart er 3 år siden at du fløj fra mig, jeg håber du er et meget bedre sted nu.. jeg elsker og savner dig ..